Julemissen Beauty fandt selv sit nye hjem
Af Ruth Gundersen
Fredag d. 24. december 2004
( - En julehistorie, der ikke har så forfærdelig meget med musik at gøre
- men havde det ikke været for min afdøde mand og musiker-kollega gennem
32 år, Peter Langer, så var denne fortælling slet ikke blevet til. Så
bær over med mig - og jeg tror, I vil give mig ret i, at en
kattehistorie godt kan få lov at snige sig ind her, i det mindste for
denne ene gangs skyld.)
For nogle år siden havde vi et forfærdeligt vejr midt i december: Rigtig
gammeldags julevejr med snefygning og streng frost. På sådan en dag stod
naboens to drenge uden for vores dør og bankede på. Den ene havde en
lille bylt i armene - som viste sig at være en stribet kattekilling,
indsvøbt i et frottéhåndklæde. Den græd noget så hjerteskærende, den
lille...
Den ene af drengene spurgte: "Vil du ikke nok tage dig af den kat, Ruth?
Vi ved, du er så glad for katte - og denne her´s mennesker er blevet
skilt for 14 dage siden og er bare rejst deres vej, så nu har den ingen
steder at bo!"
Det skar mig i hjertet! Hvordan kunne de? Bare stikke af - og regne med,
at sådan et lille hjælpeløst kræ kunne klare sig selv - og i sådan et
vejr!!! - Men jeg havde i forvejen to katte, der ikke kunne tåle synet
af hinanden og derfor skulle være i hver sit rum og fodres hver for sig
- så hvordan i alverden skulle jeg klare en kat til - hvor gerne jeg end
ville?
Pludselig dukkede Peter op - og gjorde kort proces: Han smækkede døren i
for næsen af dem! - Og jeg var rasende og ulykkelig, men hvad kunne jeg
stille op?
Lidt efter lukkede jeg forsigtigt døren op igen og sagde til drengene,
der stadigvæk stod derude, at Peter i forvejen kun lige netop
"tolererede" de katte, vi allerede havde, og at én til hurtigt kunne gå
hen og blive skilsmissegrund - og jeg spurgte, om de havde forhørt sig
hos nogle af de andre naboer. Jo, de havde været hele byen rundt, og
alle havde sagt nej! Så nu var der altså kun mig tilbage - selv om de
godt vidste, at jeg ville få problemer med Peter...
Jeg sendte dem med tungt hjerte af sted igen - og bad dem om at spørge
rundt én gang til, selv om der nok ikke var meget håb...
Så ringede telefonen. Det var drengenes mor: "De er nok på vej op til
dig med en kattekilling! Jeg har været henne og fodre den de sidste
dage, for hvis jeg gør det herhjemme, slipper vi aldrig af med den igen
- Vi har jo både hund og kat i forvejen, så det går slet ikke. Men den
må jo heller ikke dø af sult! Tror du ikke, der var en mulighed hos jer?
Den er så sød og kær, kan jeg godt love dig!" - Jeg svarede, at drengene
allerede havde været der, og sagde, at det ikke kunne gå at stuve flere
katte sammen - for husfredens skyld...
- Og Peter var endnu mere edderspændt end før, da jeg havde lagt røret:
" Tænkte jeg det ikke nok! Det er bar´ beregning altsammen, fordi hun
ved, at du ikke kan modstå katte! Gu´ skal vi EJ!"
- Hvad jeg tænkte om Peter ved dén svada, egner sig vist ikke til at
komme på tryk...
Jeg mindedes Bibelens ord: "Thi der var ingen plads til dem i
herberget..."
- Og så lige op til jul! Nej, det var slet ikke til at bære! Hvordan
skulle man overhovedet kunne komme i julestemning og smovse i andesteg
og søde sager - og vide, at et sted derude sad der en lille stakkel og
var på vej til at dø af sult og kulde - som man muligvis havde kunnet
hjælpe, hvis bare...
Der gik nogen tid, hvor jeg hverken så eller hørte noget til den lille
kat. Og jeg turde heller ikke spørge nogen - for det ville bare pirke
til min i forvejen dårlige samvittighed. Jeg burde have gjort noget, og
måske havde jeg også kunnet - men jeg var helt tom for ideer. Jeg bad
til, at den enten havde fået sig et hjem alligevel - eller var død i en
fart, måske kørt ihjel. Hellere dét - end den skulle gå rundt og lide i
længere tid...
Men en dag op til jul var Peter ved at stege frikadeller. Og da vores
køkken hurtigt bliver oset til, havde han som sædvanlig lukket fordøren
op for at få noget ventilation. Det var stadigvæk bidende koldt udenfor
- og jeg kom til at tænke på, at lige netop i dén situation havde vi for
to år siden fået en lille tilløbende kat, som nu var den ene af de to
fastboende, vi havde. Det var startet med et lille hjælpeløst "Miiiv?"
på måtten lige inden for døren: "Kan der bevilges lidt varme og lidt
mad?"
- og dårligt nok havde jeg tænkt dén tanke til ende, før der lød et
lillebitte "Miiiv?" henne fra måtten ved døren: Dér sad den lille
stribede kat jo - endnu mere sølle og udmarvet end første gang, vi havde
set den! - Jamen hvordan havde den overhovedet kunnet finde frem til
vores hus? Sidste gang blev den jo båret - så den har ikke kunnet snuse
sig frem! Det lignede noget i retning af et jule-mirakel...
Jeg tog diskret den lille kat nærmere i øjesyn. "Ualmindeligt
almindelig" var den med sit stribede mønster - og dog: Et yndigt dyr
faktisk - en lille hankat med de mest fantastiske tegninger i ansigtet,
næsten som en lille Bambi...
Jeg spurgte Peter, om jeg dog ikke måtte give katten lidt fløde med
varmt vand i, så han i det mindste havde lidt i sin slunkne mave...Jo,
det fik jeg minsandten lov til! - Og lidt mere - og lidt mere - indtil
katten formeligt skvulpede af fløde, og Peter lettere irriteret sagde:
"Så giv ham dog for pokker noget fast føde også!" - Det lod jeg mig
selvfølgelig ikke sige to gange! Han fik alt, hvad han kunne skovle i
sig - indtil Peter efter endt frikadellestegning gik ind i stuen og
mumlede, at nu kunne jeg altså godt stoppe fodringen og smide den kat ud
igen.
Jeg prøvede at tage det lille kræ op på armen - og hvor var han dog kær,
og hvor kunne han spinde og trykke sig ind til mig af taknemmelighed! -
Og selv om jeg vidste, at jeg risikerede et møgfald, bar jeg ham ind til
Peter og spurgte, om han dog ikke ville se hans vidunderlige øjne, bare
én gang, inden han skulle smides ud. "NEJ TAK!" Peter vendte sig helt
rundt i drejestolen. - Men nu var jeg blevet stædig og gentog mit
spørgsmål - og nu vendte Peter sig om - og kíggede pludselig intenst på
det lille dyrs ansigt - og hvad skete der??? Aldrig har jeg set nogen
overgive sig så totalt, som Peter gjorde det i dén brøkdel af et sekund!
Nu måtte katten pludselig godt blive her - hvis han altså havde lyst...
Men allerførst ville katten på langfart. - Hele juleaftensdag og
juleaften holdt jeg udkig efter ham. Men han kom ikke. Og jeg havde
alverdens bange anelser: Var der sket en ulykke? Kom han aldrig mere?-
Andestegen blev siddende i halsen og ville hverken op eller ned.
Julegaverne kunne det være lige meget med. Mine tanker var hos dén kat
fra først til sidst...
- Men julemorgen stod han på trappen og sagde sit spørgende: "Miiiv?" -
og nu kom han ind - og er blevet her lige siden! - Jeg syntes ikke, han
kunne få et mere perfekt navn end "Beauty" - for han er virkelig en
lille skønhed, når man først får kigget nærmere på ham - og han har et
sind så mildt og blidt, som jeg aldrig har oplevet hos nogen anden kat,
hverken før eller siden - og der gik da heller ikke lang tid, før han
var Peters ubetingede yndling. Der skulle ikke komme nogen - hverken dyr
eller mennesker - og krumme et eneste knurhår på HANS kat!!!
I mellemtiden har jeg mistet Peter. Han blev ganske pludseligt
forfærdeligt syg af kræft og døde et lille års tid senere. Det var en
sorg og et chok, som jeg dårligt nok har fattet rækkevidden af endnu...
- men hans lille yndlingskat - "Julemissen Beauty" - der nok SELV skulle
finde sit nye hjem - bor stadig hos mig. Han er mig en kilde til daglig
glæde - og han minder mig om, hvor meget kombinationen af kat og
kvindelist kan stille op med et stædigt, men inderst inde hjertensgodt
stykke mandfolk...
Ruth
|
lagt på nettet d. 29. april 2007
Som hund og kat....
Min kæreste har en lille chihuahua-han, som er et lille års tid gammel
nu. Han er helt usandsynligt legesyg og driver ind imellem min kærestes
to "ældre damer" - også chihuahua'er - til vanvid med sine alt for
voldsomme energiudladninger. Men her kom skæbnen os - og ham - til
hjælp, i form af en stakkels forhutlet kat, der kom tilløbende sidste
vinter. Tro det eller ej - dén hund og dén kat er på rekordtid blevet
verdens bedste venner! Hvor det ellers "normalt" netop er katte, der får
chihuahua'er til at se allermest rødt og fremkalde det helt store jagt-
og morder-instinkt, dér har disse to, imod alle odds, fundet sammen.
Naturligvis kan de få deres "ture" - men det er lige så tit katten, der
jagter hunden, som det er omvendt, og det ser simpelthen noget så
ustyrlig komisk ud, når de kommer drønende gennem stuerne på kryds og
tværs. At der vælter et par små og store ting undervejs, og tæpperne
krøller sammen til ukendelighed - herregud, hvad gør det, bare "børnene"
har det sjovt sammen!
Et ekstra held er det, at katten slår og pisker så tit med halen, at det
kan se ud, som om den logrer - normalt betyder det jo netop, at katten
er i krigshumør, men denne her har åbenbart en helt anden opfattelse af,
hvornår man "logrer" - så her er der ingen kommunikationsproblemer.
Et helt andet problem kan vi derimod godt få øje på: Det ser ud til at
være normal hunde-leg, at de stjæler ting fra hinanden, og at den, der
har fået tingen i sin besiddelse, er tingens rette ejer - indtil den
næste stjæle-runde er i gang. Se bare Pluto og den store bulldog, der
bruger de fleste af døgnets vågne timer til at stjæle hinandens kødben!
Men her forstår katten ikke hundens sprog. Hvis hun sidder og hygger sig
med et stykke legetøj - og hunden kommer drønende for at hugge det fra
hende - så sidder hun totalt målløs og kigger fortabt efter ham: "Nå det
var så dét! Så må jeg jo se mig om efter noget andet at lege med!" -
Mens hunden sidder dér med sit "bytte" og kigger - først
forventningsfuldt, men efterhånden mere og mere skuffet - efter katten:
"Hvorfor kommer du ikke og tager det fra mig, så vi kan få noget at slås
om, dumme kat?" - Til sidst opgiver han, lader legetøjet ligge og går
sin vej, mens man ligefrem kan mærke, hvordan det ryger oven ud af
hovedet på ham af spekulationer: "Hvad er det dog, jeg gør forkert?"
Snart er idyllen dog genoprettet. Men med dén form for leg lærer de to
nok aldrig fælles fodslaw. Her taler de to arter helt tydeligt hver sit
sprog - og først her lærer vi, hvor stor forskel der rent faktisk er på
vores to slags bedste venner, der udadtil sagtens kan "ligne" hinanden,
men alligevel på rigtig mange punkter er lige så forskellige, som om de
kom fra hver sin planet. "Mars og Venus" - jo, der er faktisk noget om
snakken! |