Ruth erhverver ridemærket 1. grad i 2007
Se videoklip.    
September 2008. Klubstævne på Borreby Gods her


SE SIDSTE NYT HER

OBS.:
På denne side kan du klikke på de fleste af de små fotos for at se dem i stor størrelse, eller du kan gå direkte til "store fotos"
HER

Alle mine heste...

Min første nærkontakt med en hest var under et besøg hos min kære gamle bedstefar, der havde to søde og meget "runde" nordbagger, Musse og Lise. Jeg var vist kun 2-3 år gammel, da Bedstefar tog mig med ud i stalden og spurgte, om jeg havde lyst til at komme op og sidde på en af dem - det var vist Musse, der var den mest rolige. Ih ja, DET ville jeg vel nok gerne! Han løftede mig forsigtigt op på ryggen af det kolossale dyr, og dér sad jeg og tronede - med de små ben strittende ud til siderne, for jeg kunne jo hverken nå helt eller halvt ned om Musses tykke vom - og jeg var bare så lykkelig og ville slet ikke ned igen - mens min søster Birgit stod ved siden af og vred sine hænder af skræk, for at der skulle ske mig noget, for heste er altså meget "farlige" i hendes øjne...
Ned kom jeg, modstræbende - men her var kimen lagt til en ubetinget kærlighed til heste og alt, hvad der har med disse pragtfulde dyr at gøre. Jeg vidste allerede dengang, at jeg ville have min egen hest, så snart der var mulighed for det!

Nogle år senere skulle jeg optræde ved en sommerfest i Hurup i Thy - og her var der lavet en lille ridebane med pony-ridning for børnene, hvor man kunne blive trukket rundt - mod den formidable sum af 50 øre pr. tur. Dét ville jeg gerne prøve! Og Mor gav mig lov - selv om min fine hvide kjole ikke så særlig hvid ud efter turen. Men, som hun siden skrev i et brev til nogle bekendte: "At se Ruth i skarpt trav på sådan en lille hest - det var alle pengene værd!"


Ruth danser (med) Calypso
En flot hest - og med en
flot holdning!


Kan du så dreje til højre, do!
Jeg havde set mit snit til at smutte væk fra "optoget" for at posere for fotografen
 


Udstråler dette foto ikke bare:
ENERGI!
Sjov vinkel  - et hestehoved ser altså MEGET stort ud, set fra fotografens position i en bil


Rideklubben  på udflugt gennem
Skælskør Lystskov


 Det er mig på Calypso t.v. - hesten uden hvide bandager


- og lad det nu ikke gå for hurtigt, vel?


Vi holder da pænt sammen hele vejen, også gennem byen


Calypso - sikker og velopdragen - både i trafikken og mellem diverse høstmaskiner


Skælskør Rideklub, bomærket der både pryder vores klubtrøjer og de hvide sadelunderlag, der bliver brugt til stævnerne. Emblemet i toppen er mit første ridemærke


En dobbeltvinder - først i dressur på Calypso og derefter i spring på Silke - på et internt stævne, hvor jeg deltog som "debutant" - nemlig for første gang med mit "stål-ben"


Dobbelt-glad vinder? Ja, mon ikke!


Har man mon fået røde ører? - Joh, for de andre "debutanter", jeg vandt over, var alle sammen børn!

 
Det eneste "rigtige" foto af min helt egen hest, Flame. Engelsk fuldblod af fornem afstamning. Og temmelig livlig: 25 bukkespring, inden jeg kunne komme i sadlen, var snarere reglen end undtagelsen...


Endnu et foto af Skælskør Rideklub på skovtur


Læser avisen - se stort foto


Ruths elskede hest - se stort foto


 

Igen blev der pustet til min kærligheds-flamme til hestene...
- men det skulle ikke være en pony. Den var nu alligevel for lille, sådan én!

Næste gang jeg fik lov til at prøve at ride, var engang, vi besøgte min mors kusine, der havde et pragtfuldt landsted et par kilometer fra Bedstefars hus - og én hest. En MEGET gammel og sær nordbagge, der hed Palle. 36 år påstod de, han var...
Min fætter var frisk til at hjælpe mig, og han fik - efter megen overtalelse - hesten kaldt hen til gærdet, der omgav engen, hvor han gik og græssede - for Palle havde for længst set hovedtøjet i min fætters hånd og var absolut ikke interesseret i at få det på, for så hed det ARBEJDE! Men han fik det på, og jeg blev hjulpet op. Og så måtte jeg ellers selv finde ud af resten, for min fætter havde ikke tid til mere. Jamen altså - Pludselig havde jeg jo min "egen" hest! Det var helt fantastisk, og som jeg dog nød at kunne dirigere rundt med gamle Palle, der godt nok var sær og stædig, men alligevel gjorde, hvad han blev bedt om, og han var rigtig dejlig svajrygget og blød som en sofa at sidde på. I første omgang red jeg bare rundt dernede i indhegningen, men i løbet af de senere besøg derude fik jeg lov til selv at gå ned i engen og fange hesten - hvis jeg ellers kunne - og endda ride oppe på landevejen på ham. Hen og besøge Bedstefar - og på hjemvejen, når Palle vejrede fyraften, fik den ikke for lidt; så gik det i fuld galop oppe på vejen mellem alle bilerne. Ja, nu bagefter kan jeg godt se, at det vist var lidt vildt og temmelig uforsvarligt, men heldigvis skete der ingen ulykker, og da jeg først havde mærket galoppens velsignelser, var der jo ikke noget herligere end at suse af sted på hesteryggen med vinden piskende i ansigtet, jo hurtigere jo bedre. Sadel - og alt sådan noget "fint" noget - det var der ikke noget, der hed. Man måtte værsgo' sørge for at finde balancen bruge benene til at holde sig fast med!

Så lærte jeg nogle folk at kende - familien Bøg - der havde en gård lidt uden for Lindholm, hvor vi boede. De havde en kulsort oldenburger, der hed Hans. Nej, hvor var han stor og flot! Jeg ved ikke, hvordan jeg egentlig bar mig ad, men jeg foreslog at gå ærinder for dem og lave lidt husarbejde, og til gengæld fik jeg lov at ride på Hans - og praktisk talt lade, som om han var min egen hest. Det fungerede helt perfekt - de fik "ung pige i huset", og deres hest blev rørt - selv om jeg syntes, det var mig, der havde alle fordelene ud af samarbejdet. Jeg red et par gange hjem til Far og Mor på den store flotte hest, og jeg var rævestolt, når folk kiggede beundrende på os.
Engang skulle der arrangeres et stort og festligt hestevogns-optog gennem Lindholm og Nørresundby til Nørre Uttrup ovre på den anden side af Forbindelsesvejen - i anledning af noget, der hed Børnehjælpsdagen - og jeg fik lov at låne "Hansemand" og agere cowgirl for en dag. Jeg havde jo allerede længe optrådt med sangen "Jeg har min hest, jeg har min lasso" (og måske slet ikke helt uden grund...?), så jeg havde både hat og cowboyskjorte i forvejen - og det blev en herlig dag, hvor alle skulle hen og se den store sorte hest og klappe ham - og muligvis også beundre mit mod. For jeg red stadigvæk uden sadel, ja jeg sad kun på et løst tæppe på hesteryggen, så hvis der nu var sket noget i opløbet og folkemængden og trafikken, det ved man jo aldrig. - Men der må være "nogen", der passer på mig - for det gik i hvert fald også godt. - Bortset fra, da Hans pludselig skulle tisse en ordentlig sprøjtende sø midt inde i skolegården, lige inden vi skulle starte optoget. Det blev han ikke ligefrem populær af - men når man skal, så skal man altså!

Som 11-årig hørte jeg om en rideskole i Ålborg - på Annebergvej i nærheden af galopbanen. Og nu var jeg slet ikke til at styre. NU skulle det være! Jeg kunne jo godt regne ud, at det havde lange udsigter med at få min egen hest, for vi boede jo inde i byen og kunne ikke bare sådan anskaffe os en hest til at gå derhjemme på græsplænen. Og så var det nok heller ingen skade til at lære noget mere om heste og ridning, helt fra bunden af, inden drømmen blev virkelighed. - Min far var ikke begejstret for, at vi skulle til at give penge for sådan noget - nu havde jeg jo lige redet gratis i lang tid, så hvorfor skulle det pludselig koste penge? Men jeg havde selv råd til at betale for ridetimerne, for jeg sparede op, hver gang jeg havde vundet en amatørkonkurrence, og det var blevet til en helt pæn sum efterhånden - så det argument kunne han ikke rigtigt komme nogen vegne med. Men en hjelm syntes Mor nu alligevel, han godt kunne "ofre" på mig, for sådan én SKULLE man have, når man gik til ridning, så kunne støvler og ridebukser og alt det "fine" få lov at vente til senere.
(Det er jo - lidt - komisk, at her havde jeg redet landevejene tynde UDEN hjelm - men når man skulle ind i et ridehus med blødt underlag af savsmuld, så var en styrthjelm pludselig obligatorisk...!)
Min første hest på Annebergvej var Freddy. En højbenet og hjertensgod brun én. Ham havde jeg det rigtig godt med - og jeg lærte at sætte pris på at sidde på en sadelpude - vel nærmest sådan en blød mini-sadel, som jockeyerne bruger, men uden stigbøjler. Men sidenhen skulle jeg jo lære at bruge sådan nogle tingester - og min stigbøjle-debut traf uheldigvis sammen men min fødselsdag, hvor min storebror Gustav havde lovet at tage en hel film med mig på sit fotografiapparat; det skulle være dét års fødselsdagsgave. På samme tidspunkt skulle jeg skifte hest og blev beordret op på Black Boy, en lidt mere fyrig og livlig hest end den godmodige Freddy - og han "bar højt", hvilket vil sige, at der var store ryg-udsving for hvert skridt, så man kom til at hoppe temmelig meget op og ned i sadlen, når han travede - og så skulle jeg lige netop prøve at ride med stigbøjler dén dag! Uha, hvor var det pinligt! Jeg tabte dem selvfølgelig den ene gang efter den anden og var hele tiden lige ved at falde ned, og det blev altsammen foreviget på fotografier - 24 styk var det vist nok. Så vidt jeg ved, blev de færdige fotos stille og roligt lagt MEGET langt væk. Jeg nåede at se et par stykker, men det var umuligt at se, hvad der var op og ned på dem. Det nytter jo ikke, at man er en habil fotograf, når "motivet" hopper og rutsjer rundt som en klat smør på en varm kartoffel...!

Senere kom jeg på ponyrideskole i Gug. Der havde stået et stort stykke i avisen om Frøken Marcussen, der havde startet sin egen rideskole i forbindelse med sit private hjem, Villa Elmely. Vi kørte derud og så på forholdene, og det faldt lige i min smag. De havde heldigvis også store ponyer - nu havde jeg jo lige vænnet mig til de "rigtige" heste, men jeg syntes, rideskolen på Annebergvej var lige lovlig snobbet efter min smag. Der blev kigget lidt for meget op og ned ad én, hvis man ikke lige kom i det sidste skrig, og det var nu engang ikke modeopvisning, jeg kom der for, men for at være så meget som muligt sammen med de kære dyr.
Frøken Marcussen var temmelig mandhaftig, så vi var altid lidt bange for hende, men jeg skal lige love for, at hun kunne styre både heste og elever, så man vidste, hvad man havde at rette sig efter. Hun startede med at sige: "Ja, du skal altså have den første time på Mustafa. Ham starter ALLE med her. Han er en lille shetlandspony, der ikke ser ud af ret meget, men han slår af! Og kan du først klare ham, så kan du få lov at prøve alle de store heste, du har lyst til!" Så jeg steg op - eller rettere ned - på den lille hidsige Mustafa, og selvfølgelig kunne han da ikke slå mig af. Jeg havde trods alt noget erfaring at bruge af - og kræfter i benene - så han kunne bare sprælle, lige så tosset han ville. Og herefter prøvede jeg mig frem mellem alle de store ponyer - og tabte snart mit hjerte til Diana, en stor og dejligt blød welshpony med "indianermønster" i hvidt og gråt. Hende red jeg mest på i min tid i Gug, men så var der jo også dartmoorponyerne Aglaja og Luna og Antigone - de fleste af dem havde fået navne efter græske guder og sagnfigurer.
Der var en dejlig hjemlig atmosfære derude, og Frøken Marcussen var bag sit barske ydre et rigtig sødt og elskeligt menneske. - På denne rideskole fik vi teori-undervisning ved siden af den egentlige rideundervisning og kunne tage "sløjfer", hvis vi kunne svare på de spørgsmål, vi kom op i til en slags eksamen to gange om året. Jeg nåede at tage to sløjfer, en grøn og en gul - bl.a. for at kunne opremse "hestens punkter", lige fra mulehår til yderste halespids. Og der er mange!
- Jeg fik for øvrigt til opgave at tegne modellen til en "vejr-hest", der siden skulle forarbejdes i træ. For en vejr-hane kunne der da ikke være tale om, når man var hestetosset! Jeg tror nok, den "rigtige" vejr-hest sidder oppe på Elmely's tag endnu og fortæller, hvordan vinden blæser. Det er meget sjovt, sådan at have kunnet sætte et fingeraftryk for eftertiden, også selv om det kun er i form af et par streger på et stykke karton.

Så gik der nogle år, hvor jeg kom helt væk fra alt, hvad der hed heste. Jeg begyndte som professionel sanger og musiker og kom ud at rejse i hele Skandinavien sammen med min kæreste og senere ægtemand, Peter. Så kunne man ikke bare lige gå ind på den nærmeste rideskole i de byer, hvor vi kom frem - og da slet ikke, når vi kun arbejdede i samme by en måned ad gangen. - Men han kunne godt mærke, at jeg savnede samværet med hestene, og da vi en overgang spillede meget på restaurant Zanzibar i Horsens, gik vi på jagt efter en rideskole - og fandt én i en lille flække uden for byen, Boller Rideskole hed den - og her fik Peter sin debut som rytter. Han ville da også prøve, hvad det var, jeg var så begejstret for. Og det gik forbavsende godt, selv om hans ridestil var mildest talt usædvanlig. Jeg tror, han prøvede at efterligne John Wayne - og sad og daskede med lange flagrende tøjler det meste tiden - men mærkeligt nok gik det altid godt, uanset hvad for en vild krikke han blev sat op på. Kun én gang har jeg set ham falde af en hest - på en springbane, hvor han ville den ene vej og hesten den anden - men ellers var han ikke til at skyde igennem, hvad ridning angik. - I Horsens hed min yndlingshest Daimi. Ja, der har altid været én, jeg syntes bedre om end de andre - og jeg skal nok lade være med at remse op, HVOR mange heste jeg har været i kontakt med i løbet af mit lange liv!

Da Peter og jeg fik hus i Boeslunde, begyndte vi at gå på rideskole i Vemmelev - hvor vi blev behandlet som nybegyndere, og det var ingen af os vilde med. Men jeg fik trods alt tildelt en rigtig god hest derude, en svensk varmblodshest, der hed Tessa. Stor og rød og med hvid blis og fine hvide sokker. Hun var bare SÅ sød - og DYGTIG!
- Jeg så engang hendes bror, Sultan, til et stævne - og han var hingst, altså ukastreret - og du godeste, hvor var han dog smuk! Rød, men samtidig med et spil af alle regnbuens farver, som jeg aldrig har set før - og med en hale og man så lang og flagrende og bølget, at det var lige til at tabe pusten af. Han måtte virkelig kunne blive far til nogle pragteksemplarer af nye smukke skud på stammen!
Foruden Tessa red jeg en hel del på Amigo, vistnok en halvbror til hende - og på ham vandt jeg minsandten en førstepræmie i voltespringning - ved at springe 13 spring på 2 minutter. Jo søreme - og jeg har den rød-hvide roset endnu som et evigt minde. Det "smager" da altid lidt af succes - selv om jeg aldrig bliver nogen rigtig konkurrencerytter. Jeg holder nu engang mest af "det sociale samvær" med de dejlige dyr.

Så lærte vi sangeren Henning Vilén at kende - og han anbefalede os en rigtig god rideskole - Ryttergårdens Rideskole i Nordruplund i retning mod Sorø. Der var langt derud, men DET var alle tiders! Her blev man sat til at springe allerede fra den første time - og til at ride på næsten helt utæmmede heste, så snart der var mulighed for det, og der er en kæmpestor skov derude, hvor vi slog vores folder på de mest vilde og hæsblæsende rideture, jeg nogen sinde har oplevet. Det var også via denne rideskole, at jeg endelig, langt om længe, fik min egen hest. En af ridelærerens gamle bekendte, "Galop-Axel", kom nogle gange på besøg, og da han hørte, at jeg var interesseret i at købe en hest, gik han på jagt efter et egnet emne - og fandt frem til den seksårige fuldblodshest "Another Flame" - som jeg kunne købe til slagtepris, for den dame, der havde haft ham, var engang blevet smidt af og trampet i ansigtet af ham - midt på landevejen - og siden havde hun ikke turdet at komme i sadlen igen - så nu gik han og var ved at sprænges af energi, der ikke kunne blive afløb for, og hvis han ikke blev solgt snart, skulle han slagtes, så mon ikke det lige var noget for mig...?
Øh - JO!!! Søreme så!!!!!
Jeg fik hesten på prøve i en uge derude - og det viste sig, at det var sadlen, han var bange for. Når bare jeg red uden sadel, var der ingen problemer - selv om han havde "ild bagi" - men det var jeg jo kun glad for. Så snart han bare SÅ sadlen, gik han amok og prøvede at stikke af. Og når gjorden skulle strammes, pustede han sig op, så den slet ikke kunne nå om maven på ham, før der var gået meget lang tid - og i den tid kunne han mageligt nå at stikke af igen. "Gjord-tvang" kaldte Galop-Axel det. Men hvis jeg kunne leve med det, så ville jeg have alle tiders hest - og til en eventyrligt billig pris.
Ham var jeg glad for! Og ham havde jeg i ti år, hvor jeg skiftevis havde ham i pension i Nordrup og i privatpension i Boeslunde, indtil vi fik bygget en stald til ham herhjemme. Men hvor mystisk det end lyder - så har jeg aldrig redet så LIDT, som efter jeg fik min egen hest hjem! For nu ville skæbnen, at der kom rigtig mange spillejobs, og når jeg blev smidt af - og det blev jeg ret tit - kunne jeg godt gå og være gul og blå over hele kroppen i længere tid, og sådan noget ser jo nok ikke så godt ud på en scene. Desuden gik der jo nu en masse tid hver dag med at muge og fodre, og når han så først skulle galopere 50 gange op og ned ad indkørslen, inden jeg kunne fange ham og få lagt sadlen på ham - og derefter helst skulle lave de første 20 bukkespring, inden han kunne gå pænt med mig på ryggen - så blev rideturene altså desværre sjældnere og sjældnere for til sidst at holde helt op. Jeg havde simpelthen ikke kræfter til også at ride - foruden "alt det andet". Og da han begyndte at blive sær - på grund af ensomhed og kedsomhed - og gav sig til at "væve" og blive "krybbebider", hvis han ikke lige var i gang med at spise både bindingsværket og stråtaget på huset - måtte jeg tage det tunge skridt at sælge ham, og valget faldt på en dame med stor hesteforstand, i nærheden af Holbæk. Hun fik ham anbragt i pension på en rideskole, hvor en kvindelig berider tog sig af ham i første omgang - og sagde, at det var en pragtfuld hest - "men han starter i galop!" - Så jeg håber, de har haft glæde af min dejlige Flame deroppe. Han er jo nok desværre for længst død og borte i dag.

Nej, det kræver virkelig fuldtids-opmærksomhed, hvis man vil have sin egen hest hjemme. Ikke mindst, hvis man kun har én - for heste er flokdyr og går nedenom og hjem, hvis de ikke har selskab - og beskæftigelse - hele tiden!
Så fik jeg et tip om en rideskole i forbindelse med Borreby Gods uden for Skælskør - og her kom der gang i ridningen for alvor! Her fik jeg min lyst styret - og jeg har prøvet rigtig mange af deres allerbedste heste. Ikke mindst fuldblodshesten Pelle var jeg helt syg med - han var så blød om smør og kunne "styres i en sytråd" - men desværre blev han kronisk halt og måtte aflives. Så var der Væske (- frygteligt navn!) - halvt fuldblod og halvt nordbagge - Hende var der også krudt i, skal jeg lige love for. Hun var min faste hest i flere år - men hun blev desværre kronisk syg - af noget, de kaldte nyreslag - og fik også en kugle for panden. Sørgeligt.

- Og så blev JEG syg!
I sommeren 2000 blev jeg næsten kørt ihjel, men overlevede mirakuløst. Jeg har bare stadigvæk mén af ulykken, ikke mindst i form af 40 centimeter stålrør til at holde sammen på knoglestumperne i mit højre lår. Det kneb med genoptræningen - jeg kom ikke til fysioterapeut før vinteren efter - på EGET initiativ - og da var der gået så lang tid, at jeg ligefrem havde vænnet mig til at gå og halte, og det så ikke godt ud, ligesom det giver skæv holdning og dårlig ryg. Fysioterapeuten gjorde, hvad hun kunne, men hun sagde også, at det først og fremmest kom an på mig selv og min EGEN indsats for at træne benet op igen. Jeg gik og cyklede lange ture, men rigtig godt blev det ikke alligevel. - Ind imellem blev jeg drillet af både min gode gamle ridelærer Ole fra Borreby og et par af eleverne, der sagde, at de gik og væddede om, om - og hvornår - jeg ville komme derud og begynde at ride igen. Åh, hvor det trak i mig! Men hvad nu, hvis jeg måtte opgive? Jeg havde jo ikke siddet på en hest i næsten tre ÅR! Det ville være en sorg så stor, at den slet ikke var til at bære. Men så sagde Ole, at jeg da kunne komme ud og få en gratis prøvetime, så måtte vi se, hvor galt det gik, helt uforpligtende...
- og det GIK!!!
Ikke uden smerter naturligvis, men jeg havde ikke glemt en eneste af hestens bevægelser og mine opgaver som rytter. Og jeg var simpelthen så usigeligt LETTET!
Kort efter fik rideskolen en ny hest, Calypso - lige så stor og flot en oldenburger som min barndoms gode gamle Hansemand - og hun er tidligere uddannet "handicap-hest" og vant til at være opmærksom og tage hensyn til hver enkelt rytters individuelle formåen og evner og kræfter. Hun går lige så godt og trygt med de mindste begyndere, som hun kan gå både høj skoleridning og spring og skovture med de erfarne ryttere.
Her har jeg virkelig fået "MIN" hest - som jeg har det så godt med som aldrig før!
Det gør stadigvæk ondt i ryggen og benet - mest i det første kvarters tid - men så "løsner" det hele sig efterhånden, og jeg begynder at kunne slappe af og følge hestens bevægelser uden problemer. Jeg tror, det er den allerbedste terapi i min situation. Jeg kan også straks mærke det, hvis jeg har måttet springe en enkelt ridetime over, og så ved jeg - hvis jeg ikke har vidst det før - at det er det rigtige, jeg gør.

Tja - så er ringen lissom ved at være sluttet.
Jeg ville jo bare skrive lidt om nogle af mine hestebekendtskaber...
- og det er jo også "bare" det, jeg har gjort...!
 
2008




Så er det lige før det går løs på ridebanen. Charlie står her i en - næsten - pæn parade. Foto: Ninon Bonnevie
Skælskør Rideklub: Klubstævne på Borreby Gods, september 2008
Ruth sprang til med kort varsel
Det var ikke blot med kort varsel, Ruth S. Gundersen sprang til da Skælskør Rideklub holdt stævne, det var ikke engang hendes "egen" hest hun skulle ride på

Mindre end en uge før stævnet blev Ruth spurgt, om hun ikke nok ville være med, for der var ikke ret mange lokale tilmeldinger - og Ruth slog til, selv om hendes yndlingshest Chanell allerede var lovet væk, og der ikke var lang tid til at forberede sig på programmet. Den eneste alternative hest, der kunne blive tale om, var gamle Charlie, som absolut ikke er noget lyn, men alligevel sød og rar, "hvis bare man er "over ham" hele tiden", siger Ruth.
Der kunne kun blive tid til én omgang træning, og Ruth havde ikke verdens bedste anelser om, hvordan det ville spænde af - men ekvipagen kom da helskindet igennem disciplinen LC1 - uden galop, for en sikkerheds skyld. "For hvis nu Charlie ikke lige gider at galopere i dag...?!!!" Fortæller Ruth videre
-Okay - det gik da "hæderligt" - Charlie gik ikke helt i stå, selv om det var tæt på ind imellem. Men en placering rakte præstationen ikke til, slutter hun.

Hvordan opvisningen kom til at gå for sig, kan du se på videoen 



Her er det stolte vinderpar med den eftertragtede røde roset i Chanell's hovedtøj. Foto: Ninon Bonnevie

Skælskør Rideklub: Udvidet klubstævne på Borreby Gods
Flot 1. plads til Ruth Gundersen
Trods modstand fra både vejrguder og Chanell løb Ruth af med en flot 1. plads i dressur LC 1A

Så var der et par ting der lykkedes...
Til stævnet den 4. oktober var Ruth bedre forberedt på at reservere den "rigtige" hest i god tid. Hun fik "sin" Chanell, og opvarmningen til LC 1A - med galop - gik planmæssigt for sig, men ak og ve - næsten i samme sekund de to skulle på banen, kom der vindstød af næsten-stormstyrke, samtidig med, at regndråberne begyndte at dryppe faretruende.  SÅ blev Chanell nervøs! Hun var næsten ikke til at drive ind på banen, og den ene gang efter den anden gjorde hun tegn til at ville styrte af sted i galop for at komme væk fra det væmmelige vejr - men Ruth fik alligevel gennemført det obligatoriske program, med et par reprimander her og der, men selv om det absolut ikke blev til nogen toppræstation, "så var der åbenbart andre, der havde klaret sig dårligere end mig!" siger Ruth med et underfundigt grin - som afslørede, at hun rent faktisk gik ud af konkurrencen som en sikker vinder.

"Det bliver nok en af de sidste gange indtil videre, at jeg får lov at ride på Chanell", siger Ruth, ikke uden vemod. "De har en ny og temmelig urutineret hest derude, Safir, der angiveligt har problemer med balancen, og det mener min træner, Birgitte, at jeg vil kunne hjælpe med at rette op på. Men lad os nu se. I hvert fald er det en helt ny udfordring, der her venter på mig", slutter Ruth Gundersen.


Opvarmningen foregår på markerne omkring Borreby Gods, hvor Skælskør Rideklub holder til. I dag skal Ruth ride på Chanell i klassen dressur LC1A.
Foto: Ninon Bonnevie

Så er ekvipagen tæt på klar. Foto: Ninon Bonnevie
 

Ruth læser morgenavisen med sin elskede hest

Her får de sig en nussetur!


Juleridning med Skælskør Rideklub 2007


Juleridning med Skælskør Rideklub 2007

Juleridning med Skælskør Rideklub 2007

Juleridning med Skælskør Rideklub 2007

 

til toppen